Proteser
I gamle dage kaldte man det “falske tænder” og “gebis”, men uanset hvad, så dækker betegnelsen over en aftagelig erstatning for en, flere, eller alle tænder.
Overordnet deles proteser op i 2 kategorier:
Delproteser:
Betegner proteser, der erstatter nogle, men ikke alle tænder i en kæbe. De “falske tænder” sidder typisk fast i et metal-stel, som holdes godt fast i munden ved en kombination af elastiske bøjler og fæste i små indhak, man har slebet i de resterende tænder. En delprotese sidder derfor bedre fast i munden end en helprotese, og er lettere at styre.
Helproteser:
Mange, især ældre, har haft dårlig mulighed for at bevare deres tænder, og kan derfor have brug for en protese der erstatter alle tænder i over- eller underkæbe. Det er vigtigt at undersøge om de sidste tænder virkelig er så dårlige at de må ud, da selv en enkelt tand kan være nok til at holde en delprotese fast, og en sådan vil være lettere at styre.
Proteser kan laves så naturtro med guldkroner og eventuelle mørkere tænder, at det ikke er muligt for venner og familie at kende forskel på de gamle tænder og den nye protese. Og det er ikke mere nødvendigt, som tidligere, at gå tandløs i en periode. Protesen kan sættes i munden umiddelbart efter den sidste tand er trukket ud, og faktisk vil protesen beskytte det åbne sår og give mindre ubehag efter tandudtrækningen.