Implantater

Hvis man mangler tænder, kan de erstattes ved implantatbehandlinger. Implantater er således et alternativ til proteser og broer.

Til forskel fra proteser sidder implantater fast i munden når man taler, spiser, sover eller smiler. Implantater behandles som naturlige tænder, og ligheden med naturlige tænder er altså stor både hvad angår funktion og udseende.

Som med de naturlige tænder er holdbarheden lang, hvis man går regelmæssigt til tandlægen og sørger for at have en god mundhygiejne.

Tandimplantater er en god løsning for dig, der mangler en eller flere tænder i tandrækken, og som gerne vil have en erstatning for disse, som sidder permanent fast.

Hvad er et tand-implantat?

Et tandimplantat er en kunstig rod, der indsættes i kæben. Herefter kan en kunstig tandkrone sættes på implantatet.

Implantater fremstilles af titanium. Titanium er et grundstof, og giver flere fordele i forbindelse med brug i mundhulen:

  • Titanium ruster og korroderer ikke
  • Titanium er vævsvenligt (biokompatibelt)

Hvilket for det første betyder, at knoglen “vokser ind” på implantatets overflade og derved fastgøres implantatet i knoglen med stor styrke.
For det andet vil også de bløde væv omkring implantatet som tandkød og bindevæv vænne sig til det nye fremmedlegeme uden allergiske reaktioner.

Tand-implantater af titanium har været brugt i mere end 30 år.